Turneringsbetingelser

Nedenfor følger de generelle turneringsbetingelser, som gælder for klubturneringer afviklet i Sønderborg Golfklub.

1. Golfregler
Der skal spilles efter "Rules of Golf", vedtaget af The Royal and Ancient Golf Club of St. Andrews, Scotland (R & A) and the United States Golf Association (USGA). Klubbens lokale regler samt midlertidige lokale regler skal, med mindre turneringsbetingelserne for den enkelte turnering afviger herfra, følges. Endvidere skal der udvises hensyn i følge golfetikettereglerne.

2. Tilmelding
Foretages via GolfBox, pr. telefon til klubbens sekretær og/eller ved forudbetaling i kuvert (se punkt 3).
Turneringerne bekendtgøres dels i klubbens turneringsprogram og ved opslag i informationsgangen samt i GolfBox senest 3 uger før turneringen.
Tilmeldingen åbnes på Golfbox normalt 4 uger inden og lukkes 4-5 dage før turneringen.

3. Turneringsgebyr / matchfee
Fremgår normalt af oplysningerne på golfbox og af opslaget i informationsgangen.
Turneringsgebyret kan betales online under tilmeldingen i GolfBox eller senest fredag kl. 14 inden turneringen, i en kuvert med angivelse af navn, turnering, dato, beløb samt evt. bestilling af smørrebrød. Ved betaling eller tilmelding efter fredag kl. 14, opkræves tillæg på 20,- kr. Deltagere som medtages fra venteliste er undtaget.
Tilmeldingen er bindende efter tilmeldingsfristens udløb, fj. punkt 16.
Hvis intet andet står anført er følgende retningslinier gældende: Seniorer, ynglinge: 70 kr. og juniorer: 35 kr. Begynderturneringer 10 kr. (9 huller, mandage, onsdage og torsdage).

4. Deltagerbegrænsning
Klubbens turneringer er generelt forbeholdt klubbens medlemmer med mindre andet fremgår af turneringsbetingelserne.
Deltagerantallet er normalt begrænset til 96 personer, men kan være højere ved visse turneringer, hvilket vil fremgå af turneringsbetingelserne på GolfBox. Ved overtegning noteres på venteliste.
Følgende handicap begrænsninger er gældende, med mindre andet fremgår af turneringsbetingelserne eller turneringsprogrammet:
Generelt for 18 hullers turnering: max. handicap 37 - for tilsluttende 9 huls turnering: handicap 38-48.
Sociale turneringer: max. handicap 45 (Påske, Pinse, Skt. Hans, m.fl.).
Begynder turneringer: handicap 37-54 (54-72 på par 3 banen).
Klubmesterskaber: For alle klubbens aktive hjemmeklub medlemmer med spilleret og som ikke er i restance.
Aldersbestemte slagspilsmesterskab: Juniorer: 10 - 18 år, Damer/Herrer: 19 - 34 år, Midage damer 35 - 49 år, Midage herrer 35 - 54 år, Senior damer 50 - 60 år, Senior herrer: 55 - 65, Veteran damer: 60+, Veteran herrer: 65+.

5. Banelukning
Ved officielle programsatte turneringer lukkes banen, fra ½ time før første start og åbnes i flg. turneringsprogrammet eller informationstavlen. Banelukningen vil normalt være vist på tidsbestillingen i GolfBox ligesom det fremgår hvornår tiderne er frie til bestilling. Ved de officielle underafdelingers turneringer (dameklub, herreklub, seniorklub og juniorafd.) er der normalt IKKE banelukning, men der kan naturligvis opstå ventetid. Der henstilles til at benytte tidsbestilling i GolfBox og i øvrigt udvise hensyn til hinanden ved boldrenden ved hul 1, hvor der flettes med gæster. For dame, herre- og junior afdelingerne vil der ugentlig være reserveret korte perioder i GolfBox, som frigives 2-3 dage før hvis de ikke er booket. Overtrædelse af retningslinierne kan medføre karantæne.

6. Spille- og startorden
Afgøres normalt af turneringsledelsen ved lodtrækning evt. i handicapgrupper. Følgende retningslinier er gældende: Klubmesterskab: Rækkevis, handicap rækkefølge. Klubmesterskab 2. dag: Højeste brutto score fra 1. dag, starter. Slagspil- og stableford: Lodtrækning, evt. indenfor hver af præmiegrupperne. Gunstart og øvrige turneringer: Lodtrækning eller jf. turneringsbetingelserne.

7. Startliste
Bekendtgøres to dage før turneringen på GolfBox samt ved opslag i informationsgangen. Deltagere på venteliste fremgår af GolfBox.

8. Starttider og spilleorden
Starttider og rækkefølge skal nøje overholdes. Turneringslederen kan træffe afgørelse om ændring af holdsammensætning og starttid i særlige tilfælde, f. eks. ved afbud. Se golfreglerne 6-3. Ændring af holdsammensætning ved start eller under spil, uden turneringsledelsens accept, kan medføre diskvalifikation.

9. Startsted
Startsted er normalt altid hul 1. Undtaget er turneringer med gunstart, der er fastlagt i programmet, begynderturneringer (se punkt 5) samt de kvartalsvise afslutningsturneringer, der er bekendtgjort af udvalgene for de officielle underafdelinger. Det bemærkes i øvrigt at HOLE-IN-ONE normalt kun accepteres ved spil af hullerne i normal rækkefølge, d.v.s. fra hul 1, med mindre andet er fastsat af komiteen, f.eks. ved gunstart.

10. Scorekort
Scorekortet udleveres af turneringsledelsen med påført starttid, og skal afhentes senest 20 minutter før spillerens starttid. Spilleren bærer selv ansvaret for, at det anførte handicap er korrekt (ikke spillehandicap). Så snart spilleren har færdigspillet, skal scorekortet kontrolleres, underskrives og afleveres til turneringsledelsen. Det er altid en god idé at gøre det selv!

11. Rækkeinddeling
Følgende retningslinier er gældende, med mindre andet fremgår af turneringsbetingelserne:
Handicap: Slagspil / stableford: A: 0-18,4 B:18,5-27,4 C: 27,5-37,0 samt evt. D: 38-48 (9 huller)
Sociale turneringer: 3 eller 4 lige store rækker (dvs. ved handicap 0-45) turneringer.
Alternativt: Damer: 0-45 Herre A: 0-22,4 B: 22,5-45 (evt. lige store)
Begynderturneringer: 37-54 og 55-72. Der forudsættes normalt et deltagerantal på min. 7 i hver enkelt række (ex. klubmesterskab). Ved et mindre antal i en gruppe forbeholdes ret til alternativ rækkeinddeling, der meddeles ved opsætning af startliste. En spiller skal spille i den gruppe, som er gældende jf. handicap.
Klubmesterskab: Dame- og Herrepokalvinder samt aldersopdelte rækkevindere M/K. Der forudsættes mindst 2 deltagere for at gennemføre en aldersopdelt række. Er der kun én tilmeldt i en række, har han/hun mulighed at deltage i "overall" klubmesterskab.

12. Præmier
Antal beregnes normalt i forhold til deltagerantallet i rækken. Sædvanligvis uddeles een præmie pr. påbegyndt 7 til 8 deltagere. I slagspilsturneringer vil der eventuelt være ekstrapræmier for laveste bruttoscore evt. både for herrer og damer. I visse turneringerer er der vandrepræmier, som overrækkes i henhold til turneringsbetingelserne, og kan evt. dække een eller flere rækker. Ved sponsorstøttede turneringer, uddeles præmierne i henhold til turneringsbetingelserne for den pågældende turnering. Juniorer må ifølge klubbens politik ikke modtage alkoholpræmier. Præmien vil i givet tilfælde blive erstattet med en anden præmie af tilsvarende værdi.

13. Præmieoverrækkelse
Finder normalt sted kort efter at sidste hold i hver enkelt præmiegruppe har færdigspillet. Såfremt en spiller udebliver fra præmieoverrækkelsen, uden at turneringsledelsen har fået en acceptabel begrundelse for fraværet, tilfalder dennes præmie den næste spiller i rækken etc.

14. Ekstra præmier
I nogle turneringer er der ekstrapræmier for nærmest flag, længste drive etc. Normalt er der en eller flere ekstrapræmier i hver række. Ved nærmest flag - skal det være på green, ved længste drive - på fairway. Hvis der ikke er en vinder, trækkes der lod indenfor den pågældende præmierække. Udmåling af nærmest flag må først foretages efter at hullet er spillet færdigt (berøring af puttelinien er nemlig ikke tilladt). Marker boldens position. Genplacer bolden og mål fra hulkant til nærmeste del af bolden.

15. Afgørelse ved lige resultater
I tilfælde af lige scores, afgøres resultatet på følgende måde, jf. anbefaling fra R&A:
Klubmesterskab 1. plads brutto: Sudden death. - øvrige placeringer: bedst på sidste 18, 9, 6, 3, 1 huller herefter lodtrækning. Hulspilsmatcher: Sudden death play off.
Slagspil: Laveste nettoscore på de sidste 18,9,6,3 og sidste hul(ler), er der stadig lighed, tæller det laveste handicap. Netto score fås ved at fratrække hhv. 1/2, 1/3, 1/6 af spillehandicappet. Der rundes ikke af.
Stableford: Flest point på de sidste 18,9,6,3 og sidste huller, er der stadig lighed, laveste handicap.
Ved gunstart: Laveste handicap.

16. Afbud
Skal meddeles turneringsledelsen allersenest dagen før, af hensyn til deltagere på venteliste. Ved afbud senere end tilmeldingsfristens udløb, refunderes turneringsgebyret ikke. Ved gentagen udeblivelse uden afbud pålægges karantæne fra turneringer.

17. Eftertilmelding
Accepteres ikke i hulspil, mesterskaber og vandrepokalturneringer. I andre turneringer afgør turneringsledelsen, om efteranmeldere inden 1. start, kan indplaceres på startlisten, i tilfælde af afbud eller god plads.

18. Handicap
For deltagelse i klubbens turneringer kræves, at spillerne har et registreret handicap iflg. DGU’s gældende regler. For at opnå et registreret handicap 6-36 kræves det at der indleveres mindst tre 18 hullers scorekort, hvor gennemsnittet er max. 36,0. For at opnå et registreret handicap i 37-72, kræves det,at der indleveres mindst et 9 hullers scorekort. For at gå fra handicap 18,5 eller derover - til et handicap på 18,4 eller derunder, kræves det,at der indleveres mindst et 18 hullers scorekort, hvor resultatet er over 36 point.

19. Banerekord
Jf. DGU’s anbefaling er gældende scores for banerekord opnået under turneringsbetingelser. Banerekorden registreres dels for amatører og dels for pro’er og for hhv. herrer og damer.

20. Afstandsmåler
Jf. klubbens lokale regler er det tilladt at benytte udstyr som alene måler afstand.

21. Mobiltelefon
Mobiltelefoner skal være slukkede / lydløs under spillet. Telefonen må dog benyttes til at foretage eller modtage opkald i nødstilfælde. Hensynsløs overtrædelse kan medføre diskvalifikation. Såfremt en spiller benytter sin mobiltelefons egenskaber til at måle f.eks. temperatur, højde, kompas, vaterpas etc. til hjælp for spilleren, vil det være en overtrædelse af §14.3, som vil medføre diskvalifikation.

22. Caddie
Brug af caddie er med mindre andet fremgår af turneringsbetingelserne tilladt, jf. betingelser i golfreglerne.

23. Golfcar (Buggy)
Brug af golfcar i en turnering, er kun tilladt for spillere som har fået dispensation af golfklubbens bestyrelse. Spilleren med dispensation har ansvar for, at det kun er egne køller/bag og egen forplejning, der medbringes i golfcar'en. Overtrædelse vil medføre diskvalifikation af både spilleren med dispensation samt medspillere, som personlig er blevet kørt/har kørt eller fået hjælp mht. fragt af bag/køller.

24. Amatørregler
DGU påbyder håndhævelse af de normale amatørregler. Det betyder bl.a., at en spiller som modtager en stor præmie (f.eks. en bil) i hole-in-one præmie vil miste sin amatørstatus i 5 år. Klubben tager DGUs indstilling til efterretning og vil vurdere evt. sanktioner i hvert enkelt tilfælde.

Vedtaget af turneringsudvalget den 24. januar 2011
Opdateret 2. aug. 2012,  Ad. 4, klubmesterskab.